Hvorfor Zimmer findes

Zimmer er ikke bygget af et team med et pitch deck. Den er bygget af én person, der stod i sit eget køkken og manglede den.

Jeg gemte opskrifter alle de steder, man nu gemmer dem: screenshots, bogmærker, noter, gemte reels og så videre. Når ugen skulle planlægges, lå det hele spredt ud over fem apps, og jeg havde ikke en jordisk chance for at huske, hvor jeg nu havde gemt den ene opskrift.

Når jeg endelig var landet på en, stod jeg ofte med en opskrift, der var pakket ind i lang prosa og reklamer, eller en video-opskrift, der kørte på repeat i et smart reel-format. Først der begyndte jeg at tænke på, hvad jeg havde hjemme i forvejen (havde jeg mere mælk, og var der flere æg i bakken?). Det blev altid kaotisk og rodet og endte med, at jeg faldt tilbage i den samme velkendte klassiske ret (carbonara var klar vinder).

De apps, jeg stødte på, ville enten sælge mig en samlet kasse med færdige måltider i en pakkeløsning, eller også var de gode til at strukturere opskrifterne, men efterlod planlægningen helt og aldeles til mig. De klarede én ting godt, men det, jeg havde brug for, var ét system, der var bundet sammen, som jeg havde fuld kontrol over, og som kunne hjælpe mig med at holde skruen i vandet, når jeg nu havde lysten til at lave mad.

Én regel fra starten

Så jeg byggede det selv, efter én regel: appen skal fjerne planlægningsbesværet, styrke madlavningsglæden og dyrke læringen. Den sjove del, at finde mad, afprøve, ændre og lære af fejl og succes, skal frem i lyset. Den kedelige del, overblikket, planlægningen, indkøbslisten og det evige hvem-køber-hvad, alt det der ofte stopper en, før man er kommet i gang, skal Zimmer til gengæld tage sig af.

Mindre at planlægge. Mere at opdage.

Én helhed med dig ved rattet

For mig er det spændende ved mad at opdage den. At falde over en ret, jeg aldrig har lavet, eller blive udfordret af et køkken, jeg ikke kender særlig godt. Den del skal appen give mere plads, og derfor hænger alt i den sammen som én helhed, du selv navigerer i. Opskrifterne, madplanen, indkøbslisten og spisekammeret taler sammen, og Zimmie bliver din forlængede arm, der nemt kan forbinde det hele og gøre tingene for dig, når du vil.

For mig var det, der dræbte gejsten, springene fra en opskrift eller en idé til rent faktisk at ende i køkkenet, eksperimentere med maden og få retten på bordet. Det er dér, Zimmer bor. Jeg bor sammen med min kæreste, og vi deler selvfølgelig køkkenet derhjemme. Planen har vi aldrig fået lagt sammen før (hvor skulle vi egentlig også have gjort det henne?), og i supermarkedet står vi og snubler over hinanden for at holde øje med den samme indkøbsliste i stedet for at kunne bevæge os frit med en forbundet liste. Det med at koordinere, når man er flere, var på mange måder et ekstra lille benspænd.

Ugerne ligner heller ikke hinanden. I nogle perioder er der overskud til det hele, og i andre knækker de gode vaner, fordi tiden mangler. Dér skal appen kunne bære igennem. En god uges plan skal kunne gemmes og bruges igen, og gode vaner skal kunne sættes op, så de holder, også når hverdagen strammer til en uge senere.

Den skal gøre dig bedre

Og så er der den del af Zimmer, som er vokset ud af mere tid med maden. Nemlig eksperimenteringen med mad og læringen af teknik og erfaring. Jeg er ikke nogen verdenskok, men med sprogmodellernes fremtog og deres skarphed på madlavning er den viden i dag tilgængelig for alle, der er interesseret i at lære om mad. Derfor er opskrifterne i Zimmer udviklet med afsæt heri og skrevet til at lære fra sig. Det svære er ikke at få en opskrift skrevet for sig af AI. Det svære er at sikre sig, at man kan stole på det, der bliver skrevet. Derfor har jeg brugt lang tid på at udvikle et system, der sørger for, at Zimmers egne kuraterede opskrifter er til at stole på. Fundamentet er klassikerne, retter der er efterprøvet i tusindvis af køkkener verden over, så der findes en facitliste at holde opskriften op imod. Tider, temperaturer og mængder bliver krydstjekket mod den, og dér hvor en opskrift ikke holder, bliver den lavet om. Den del bygger jeg stadig ud, og det arbejde er en historie for sig, som jeg fortæller i sin egen artikel, når testarbejdet er kørt helt til ende.

Når du står ved gryden, kommer informationen dermed ét trin ad gangen, med de små tekniske råd foldet ind dér, hvor retten har særlige erfaringspunkter, man skal være opmærksom på. Det er også den vej, vi skal videre ad. Vi stræber mod et helt sprog omkring det at lære og udforske køkkener, teknik og præferencer, med niveauer man kan vokse igennem, og teknikker man begynder at kende igen fra ret til ret. Ambitionen er sådan set, at man efter nogle måneder med appen er blevet lidt bedre i køkkenet, og at den viden ligger i selve opskriften, hvis det er længe siden, man sidst har lavet retten.

Smagsprofilen er den seneste og nok mest gennemgående læringstanke: Jeg ville gerne kunne lære min egen smag at kende og bruge den i hele måden at planlægge og udforske på. Profilen samler det, du faktisk laver, hvad du vender tilbage til, og hvad du gav gode ord med på vejen, og viser dine mønstre tilbage til dig. Og den bruger dem til at give en hånd: minde dig om en ret, du havde glemt, du holdt af, eller udfylde et hul i ugen med noget, der ligner det, du allerede er glad for. Alt sammen kun, hvis du har sagt ja til det, og altid med en forklaring på, hvorfor du ser det, du ser.

Bygget tæt på dem, der bruger den

Zimmer bliver til tæt på dem, der bruger den. Forslag sendes direkte i appen, og de lander hos mig, ikke i en kø hos en kundeservice. Det er nok det, en app bygget af én person kan, som de store har svært ved. Der er ingen afstand mellem det, du ønsker dig, og den, der bygger det.

Den er ikke færdig. Det bliver den forhåbentlig aldrig. Men retningen ligger fast. Hverdagsmad skal føles overskuelig igen, og man skal kunne blive lidt bedre ved gryden undervejs. Og tiden skal helst bruges om bordet, ikke med listen.